The Wisdom of Feng Shui :: Den Kvindelige Musiker
Den kvindelige musiker
Jeg var ude at lave en konsultation hos en kvindelig musiker. Efterfølgende kunne hun, langt om længe, høste frugterne af mange års arbejde med musik.
Det begyndte med, at den kvindelige musiker, og det orkester hun spillede i, tilsammen fik 4 musikpriser. Samtidig fik orkesteret flere spillejobs, bl.a. et i udlandet, hvor man i første omgang havde afslået at hyre dem. Da den udenlandske booker senere henvendte sig for at hyre gruppen, havde han ikke hørt, at de havde vundet en pris.
Dernæst gik det derudaf i et hæsblæsende tempo. Hun havnede på forsiden af et anerkendt musikblad, og blev interviewet til den lokale avis. Samtidig fik hun lønforhøjelse, og nogle obligationer hun ikke havde regnet med at få gevinst på, blev pludselig udtrukket. Og jeg kunne blive ved...
Hvad var det så, der gjorde, at hun pludselig fik den megen anerkendelse? Da jeg kom ud til hende første gang, havde hun en rød farve på væggen i den del af hendes hjem, der vendte mod øst og sydøst. Det element, der hører til øst og sydøst, er træelementet. Den røde farve brændte træet og drænede således området for energi.
- Jeg anbefalede hende at male væggen i en grøn farve. Dette gjorde hun kort tid efter, og hun valgte tilmed en grøn farve, som mindede hende om en bøgeskov lige, når den springer ud. Den nye grønne farve på væggen gjorde hende glad hver dag og gav hende mere energi og gåpåmod.
- Herudover tilførte hun nord noget mere vand, da der manglede vandelement i hendes karriere område. Ildområdet mod syd blev tilført mere ildelement bl.a. i form af spidse former, hvilket også var med til at styrke hendes anerkendelse. Der blev samtidig ryddet op, og hun kom af med et skrivebord,som havde tilhørt en dame, der var død af kræft.